Udvidet muligheder for safari i Sydafrika

Udvidet muligheder for safari i Sydafrika

At tage på safari i Afrika er blevet en ekstrem populær ting og mulighederne bliver hele tiden større. I Sydafrika udvider flere udbydere af safarioplevelser konceptet. I det private naturreservat Rogge Cloof kan safarituren for eksempel byde på stjernekiggeri i et af Sydafrikas største mørkereservater og vinsmagninger med reservatets helt egne vine. Eller man kan kombinere den klassiske safari med et ophold i Siviti med luksuriøse safarihytter, spa og swimmingpools med direkte udsigt til vilde dyr og sydafrikansk natur i det private naturreservat Thornybush.

Selvom mange danskere aldrig har besøgt det afrikanske kontinent, er det ikke svært at forestille sig den imponerende udsigt over de afrikanske sletter og mødet med vilde dyr fra de ikoniske safaribiler. I Sydafrika er safarioplevelsen dog mere end blot turen ud over savannen. Her slår flere steder sig op på unikke oplevelser såsom stjernekiggeri, egne vinbrands og vinmarker samt vandring på uddøde vulkaner, som alt sammen skal være med til at udvide safarikonceptet gennem alternative naturoplevelser. 

”Mange af vores gæster kommer til Sydafrika for at opleve den klassiske safarioplevelse, hvor de kan se løver, zebraer og gazeller ude på savannen, men når de først er her, opdager de, at Sydafrika og safarioplevelsen har meget mere at byde på. Her kan man drømme sig væk i den endeløse stjernehimmel, smage lokalt produceret vin, nyde en spabehandling eller spise middag til lydene fra den Sydafrikanske natur,” fortæller Heike Gerntholtz, ejer af Rogge Cloof og Siviti. 

Rogge Cloof: En anderledes form for safari med stjernehimmel, døde vulkaner og vinmarker
Rogge Cloof er et privat naturreservat med mulighed for overnatning, som ligger i Karoo-området omkring 300 kilometer nordøst for Cape Town. Her kan man opleve en bred vifte af aktiviteter. Lige fra cykelture på fatbikes til gepard-tracking, hvor man på en 4-5 timers guidet tur kommer ud og ser reservatets geparder. Der er også mulighed for vandreture ved områdets uddøde vulkan Salpeterkop og ture ud for at finde fossiler. Ligesom at det er muligt at deltage i vinsmagninger med Rogge Cloofs helt egne vine, som bliver dyrket lokalt med druer fra de omkringliggende vinmarker.

Som noget helt særligt kan man også opleve Sydafrikas første og største mørkereservat Sutherland Dark Sky Reserve eller Spaceport Karoo, som det også er kendt som. Himlen over Karoo-området er kendt for at være så godt som skyfri og som et af de bedste steder i verden at se en helt klar stjernehimmel. Det er på steder som dette, at man kan se Mælkevejen løbe som et vidt bånd over himlen. Rogge Cloof har en score på 1 på Bortle-skalaen, som beskriver himlens lysstyrke og lysforening ved hjælp af 9 klasser, hvor 1 er det bedste, og 9 er det dårligste. Mørkereservater som Spaceport Karoo er skabt for at bevare den helt særlige oplevelse, som det er at kigge på stjerner uden lysforurening fra byer og gadelamper.

Siviti: Spa, luksustog og Afikas ’Big Five’
I den sydlige del af Thornybush Private Nature Reserve, omkring 6-7 timers kørsel nordøst for Johannesburg, ligger Sivitis luksuriøse safarihytter som en del af Greater Kruger National Park. Her kan man bo nærmest side om side med de vilde dyr fra savannen, som man har direkte udsigt til fra terrasser og swimmingpools. To gange om dagen er der mulighed for at komme med på guidede safariture, hvor man kan opleve Afrikas såkaldte ’Big Five’, der består af løven, den afrikanske elefant, den afrikanske bøffel, leoparden og det sorte næsehorn. Tilbage på resortet kan man koble af med forskellige spabehandlinger og nyde en middag i skæret fra lanterner ved bordene og stjernerne på himlen.

For dem, der virkelig vil forkæle sig selv med en enestående oplevelse, er det muligt at tage verdens mest luksuriøse tog gennem det Sydafrikanske landskab. Toget kører mellem Cape Town og Pretoria. Rovos Rails blev grundlagt i 1989, og med dets træbeklædte vogne, fantastiske naturlandskab og førsteklasses køkken er det kendt som en rejseoplevelse i verdensklasse.

Share