Feriehusudlejer: Ø-ferie hitter i Danmark

Feriehusudlejer: Ø-ferie hitter i Danmark

Det nye år er skudt godt i gang, og hos Novasol, en af Danmarks førende feriehusudlejere, ser man i øjeblikket nogle tydelige ferietendenser, der forventes at præge dansk turisme i 2024.

I 2023 oplevede Novasol således en stigning på 21 procent i antallet af ankomster sammenlignet med 2019. Noget feriehusudlejeren regner med fortsætter i 2024. Men ifølge Kenn Rasmussen, vicedirektør for portefølje hos Novasol, er det ikke udelukkende antallet af bookinger og længde på ophold, som er interessant, når man kigger ind i, hvad 2024 kommer til at være for et ferieår. Han peger også på andre tendenser, som forventes at præge dansk turisme året igennem.

En af disse tendenser er at tage på Ø-ferie i Danmark.

Ifølge Novasol er øer som Bornholm og Rømø populære ø-destinationer. I 2023 steg bookingerne på Bornholm således med 6 procent for danske besøgende, 2 procent for svenske, og 4 procent for tyske besøgende. På Rømø er det de hollandske gæster, der skiller sig ud med en stigning på 6 procent, selvom flere danskere (+ 3 procent) også ynder at feriere på øen i højere grad end før. En udvikling som Novasol forventer vil fortsætte i 2024.

“De danske øer har en unik charme, og med den kontinuerlige udvikling af både sommerhusudbud og mangfoldigheden af aktiviteter, restauranter og kulturoplevelser i de senere år, tiltrækker øerne flere besøgende. Vi ser en vedvarende udvikling, og derfor forventer vi, at antallet af turister, der booker sommerhuse på de danske øer, vil fortsætte med at stige,” siger Kenn Rasmussen.

Share