Nu kan kunstinteresserede besøgende i Flandern opleve Master Tours: Ni nye ruter, der samler flamske mesterværker og bringer dem til live i deres oprindelige omgivelser. VisitFlanders har kortlagt over 100 værker af blandt andet Rubens, Van Dyck og Ensor, så man kan opleve dem lige dér, hvor de oprindeligt blev skabt.
Mange af Flanderns berømte kunstværker blev skabt specifikt til kirker, slotte, klostre og rådhuse, hvor de stadig kan beundres den dag i dag. Nu har VisitFlanders, turistrådet for den nordlige region i Belgien, udviklet ni nye kunstruter, de såkaldte Master Tours, hvor besøgende kan opleve værker af store flamske mestre som Rubens og Van Dyck i deres oprindelige omgivelser.
Ruter over hele Flandern
Formålet er at gøre mesterværkerne mere tilgængelige, og de ni ruter samler derfor kunstværkerne geografisk, så besøgende nemt kan udforske flere værker i samme område. Ruterne dækker hele Flandern og byder på vidt forskellige kunstoplevelser – fra Masters by the Sea, der hylder kunstnere som Ensor, Spilliaert og Delvaux, til Masters on the Lys, hvor kunsthistorien i Sint-Martens-Latem udfoldes. En anden spændende rute, Masters of Imagination, tager de besøgende med på en kunstnerisk opdagelse i og omkring Leuven.
Oplev værkerne in situ
Visitflanders ønsker at give besøgende muligheden for at opleve hvert kunstværk in situ – dvs. i de omgivelser, værket blev skabt til. Ved at stå på det samme sted, som kunstneren selv må have stået mange år forinden og mærke lyset, atmosfæren og rummet, bliver oplevelsen meget autentisk og stemningsfuld.
Over 100 værker af flamske mestre in situ er blevet udvalgt og præsenteret i denne sammenhæng, heriblandt flere berømte mesterværker. Hvert sted formidler en unik historie om værkets tilblivelse og betydning.
Kort med forskellige ruter
Digitale kort til alle ruterne er allerede tilgængelige til download i midt marts (fra uge 12), og fra april 2025 vil fysiske kort over udvalgte ruter (Masters by the sea, Theodore van Loon: Master of light, splendor and religious beauty, Mechelen Masters and more, Master tour Peter Paul Rubens: the genius of Antwerp, Ghent Master Tour, Kortrijk Master Tour) desuden være tilgængelige i turistcentre og ved de udvalgte ruter.
Mere information om ruterne kan findes på: https://www.flemishmastersinsitu.com/en