Sverige er blevet et populært rejsemål for danskere, der ønsker spaoplevelser og og ekstra velvære. Nu er der en ny mulighed for dette tæt på Sveriges næststørste by og ikke langt fra Danmark.
Lige udenfor Gøteborg ligger nemlig det nyåbnede resort Hjortviken Country Club i Hindås med den imponerende Pool Club på over 1.750 m2 med solsenge, pools og spa. Kun et stenkast fra hotellet ligger søen, hvor gæster kan nyde aktiviteter som svømning, kajaksejlads og stand-up paddleboarding. Sjuhäradsleden, en 140 kilometer lang vandrerute, starter i Hindås med en naturskøn 13 kilometer strækning gennem skoven. Om vinteren er der langrendsløjper blot 300 meter fra hotellet.
Det nye resort tilbyder 150 værelser, to restauranter, BayBay og The Club Room, med mad inspireret af både svenske og spanske traditioner, desuden er der seks barer. Hjortviken Country Club er en del af ESS Group, som også står bag kendte destinationer som Marienlyst Strandhotel og Ystad Saltsjöbad. Hotellets værelser har ingen skærme men i stedet højtalere med musik, der opmuntrer gæsterne til at koble af og nyde den omkringliggende natur.