Ny national cykelrute i Vestsverige – Vänerleden

Ny national cykelrute i Vestsverige – Vänerleden

Danmark er et af de lande i verden, hvor man cykler mest, og hver femte dansker cykler på sin ferie, enten som hovedaktiviteten eller som en del af ferien. Fra Sverige kommer der nu godt nyt til de danske cyklister, som kigger efter nye cykelmuligheder. Over de seneste år er der kommet flere nationale cykelruter, og det seneste skud på stammen er Vänerleden, som går hele vejen rundt om Sveriges største sø, Vänern.

Den nye Vänerleden guider cyklisterne de 640 km rundt om den kæmpemæssige sø Vänern i fire etaper på 140 til 180 kilometer. Hver etape er passende for tre til fire dages cykeltur og passerer gode badestrande, og kultur- og naturoplevelser i verdensklasse. Vänerleden blev indviet i juni 2022, og er nu færdigskiltet og klar til brug. Ruten går langs cykelstier og veje med kun få andre køretøjer.

Nogle af højdepunkterne langs stien er Göta Kanal og Sjötorps sluseområde, biosfæreområdet Vänerskärgården med Kinnekulle og byerne Lidköping og Mariestad. Ruten passerer også den for nyligt udnævnte UNESCO Geopark, Platåbergen, og det trafikale knudepunkt akvædukten i Håverud, hvor vejbro, jernbanebro og akvædukt for Dalslands Kanal mødes på en spektakulær måde. Ikke mindst følger ruten Vänerns kystlinie, og den store sø byder på skærgård med mange øer og skær – noget man ellers mest forbinder med kysten.

”I takt med at interessen for cykling bliver ved med at stige, betyder en national cykelrute, at vi bliver endnu mere konkurrencedygtige som cykeldestination i det vestlige Sverige og i området omkring Vänern. Det betyder også kvalitetssikring og tryghed for alle, der kommer hertil for at cykle. Det er godt for både beboere og besøgende, og det skaber gode betingelser for cykelturisme og for Vestsverige som destination for cykelturister,” siger Fredrik Lindén, administrerende direktør for Turistrådet Västsverige.

Vänerleden passerer gennem flere svenske områder, og hvis man tilbagelægger hele ruten med den imponerende længde på 640 kilometer, passerer man de svenske landskaber Västergötland, Dalsland og Värmland.

Fakta om Vänerleden:
640 km lang
Går rundt om Sveriges største sø Vänern
4 etaper på 140 til 180 kilometer som nemt kan cykles i kortere etaper
Går igennem områdene Västergötland, Dalsland og Värmland
Åbnede sommeren 2022

Læs mere om Vänerleden:
https://www.vastsverige.com/da/natur-og-friluftsliv/cykling/cykelstier/vanerleden/

Share