Ny kæmpe spa, nye cykelruter og bedre vandring i Billingen i Vestsverige

Ny kæmpe spa, nye cykelruter og bedre vandring i Billingen i Vestsverige

I maj 2024 slår hotellet Billingehus dørene op til deres helt nye 2000 kvadratmeter store Earth Spa med varme kilder, saunaer, yoga og træningslokaler. Billingehus ligger midt i friluftsområdet Billingen i byen Skövde. Her er der også blevet bygget over en længere periode, og nu åbner en ny MTB-arena og flere nye cykelspor i maj. For at fuldende aktivitetsmulighederne, udvikles og kvalitetssikres områdets vandrestier – et arbejde, der afsluttes til efteråret. 

Allerede sidste år genåbnede Hotel Billingehus efter en gennemgribende renovering, som med respekt for stedets udgangspunkt i 70’erne tog indretningen ind i nutiden, stadig med et strejf af 70’ernes ekstravagante stil. Med den nye, store spaafdeling er hotellet blevet til et resort, der tilbyder en fuldendt oplevelse med både overnatning og mange aktiviteter. 

”Med åbningen af Earth Spa på det nyrenoverede Billingehus hotel har området fået et komplet resort, der løfter hele byen Skövde og vores region som en førsteklasses destination til både afslapning og wellness og til aktiv ferie i naturskønne omgivelser på Billingebjerget. Både aktiviteterne i naturen og alt det, hotellet byder på, er af højeste kvalitet. Området har et kæmpe potentiale, og vi satser og håber meget på at få endnu flere danske gæster hertil, for her kan de få både natur og luksus på samme sted,” siger Fredrik Lindén, administrerende direktør for Turistrådet Västsverige.

2000 kvadratmeter ny spa
Hotel Billingehus’ nye spaafdeling får navnet Earth Spa, en fin hentydning til at jordforbindelse og pauser er vigtig for alle mennesker. Spaen byder på tre varme kilder, saunaoase med tørsauna, dampsauna og oplevelsesbrusere, afspændingsrum og lysterapi, te-lounge, behandlingsområde med et bredt udvalg af behandlinger, infrarød sauna, yogasal og et fitnesscenter på 160 kvadratmeter. 

Noget af det særlige ved Earth Spa er beliggenheden. Gæsterne kan tage ud og nyde cykling, vandring eller skiløb på bjerget Billingen, og derefter koble fuldkommen af med varme bade, saunaer eller behandlinger på hotel Billingehus. 

”Nu står vores længe ventede spa klar, den bliver en vigtig del af Billingehus hotel som et oplagt sted for både krop og sind. Vi ser frem til at byde gæsterne velkommen til en uforglemmelig oplevelse på Earth Spa, hvor afslapning, fornyelse og forbindelse med naturen går hånd i hånd,” siger Lars-Olof Oskarsson, ejer og CEO hos Billingehus og Lotus Hotel Group.

Udviklingen af hotellet er stadig i gang. I 2025 åbner en ny bygning med tre pools, konferencesal, bar samt restaurant på taget.

Læs mere om Hotel Billingehus og den nye spa

Aktiviteter på Billingebjerget – cykling og vandring
Det nyåbnede Earth Spa er langt fra den eneste nyhed i Billingen. Det naturskønne område har, som en del af et stort udviklingsprojekt, fået flere nye mountainbikespor og andre cykelmuligheder, der imødekommer efterspørgslen fra de mange cykelentusiaster. Området får en MTB Arena med pumptracks, teknikruter, drop- og hoppezone mm. Derudover kommer der nye cykelruter, der strækker sig fra tre til 30 km på Cykelvasasporet, der er designet til at træne til Vasaløbet på cykel. De mange nye spor tilbyder forskellige sværhedsgrader og en varieret terrænoplevelse. Fokus for projektet har været at udvikle muligheder til alle, så der også er et udbud af cykelmuligheder for de mindre øvede cykelryttere. Ruterne separeres fra fodgængerne, så alle kan nyde deres aktivitet i naturen. De nye faciliteter forventes at øge antallet af besøgende i området, der har en stærk MTB-tradition. De nye mountainbikespor indvies 18. maj ved festivalen Billingen Outdoor, hvor der også afholdes svenske mesterskaber i udendørs madlavning.

Parallelt med opførelsen af de nye mountainbike-spor på Billingen har Skövde Kommune også arbejdet med at renovere og kvalitetssikre vandreoplevelserne i området. Med de kuperede landskaber og mange stier er Billingen et godt udgangspunkt for vandreture og naturoplevelser. Man kan blandt andet vandre på Billingeleden rundt om hele bjerget Billingen. Den går langs bjergkanten med panoramaudsigt, ned ad skråningerne gennem græsgange og skove og på det blomsterrige kalkstensplateau i Berg. Når projektet er fuldført, og de nye ruter er anlagt, bliver ruten 85 km i alt. 

Læs mere Billingen og Skövde

Share