Er der en tradition, som kendetegner Sverige, er det midsommerfesten. Der er ikke en anden svensk tradition der har så dybe historiske rødder og er så forbundet med romantisk overtro. Midsommerfesterne fejrer sommerens ankomst og naturens frugtbarhed med al den overflod, der er af blomster og nyhøstede lækkerier som nye kartofler og jordbær, der helt naturligt hører til på midsommerbordet.
”Det er en ekstraordinær oplevelse at tilbringe en midsommerweekend i Dalarna. Her mødes tradition, kultur, glæde, varme og musik i en vidunderlig blanding. Både lokale og tilrejsende går all in på midsommer med folkedragter, dans til traditionel folkemusik omkring midsommerstangen med blomsterkrans i håret og alle de andre traditioner, der hører sig til,” siger Karin Ringsby, konstitueret direktør i Visit Dalarna.
Det bedste sted at opleve den store fest er området omkring den store sø Siljan i Dalarna. Dette er stedet, hvis man vil opleve svensk midsommer med alle facetter af fejringen. I Siljan-området finder man de største og mest populære fester. Midsommeraften fejres altid en fredag mellem 19.-25. juni. I år er det midsommeraften fredag 24. juni.
I byen Leksand fejrer 20.000 – 30.000 besøgende midsommer i Gropen, en grøn dal i hjertet af byen. Festlighederne begynder med, at koret og spillemændene ror i kirkebåde på Österdalselven til broen i centrum af Leksand. Derfra marcherer de til sang og musik til festpladsen med guirlander og kranse af blomster og blade, som derefter pryder selve midsommerstangen. Der er en festlig stemning, når den løvklædte midsommerstang rejses, og ringdansen begynder til violinmusik fra de dygtige spillemænd.
Der er også andre festligheder, der er værd at besøge i Dalarna midsommeraften, f.eks. i Tällberg, Sollerön eller Gammelgården i Rättvik, hvor der er gratis adgang, hvis man kommer i traditionel folkedragt, og man kan være med til forberedelserne med at pynte og rejse midsommerstangen, inden dansen kan begynde.