Michelin guide dropper delfinunderholdning

Michelin guide dropper delfinunderholdning

Når man som rejsende i 2025 slår op i Michelins anerkendte rejseguide, skal man fremover kigge langt efter omtale og anbefalinger af shows med delfiner, spækhuggere og andre havpattedyr.

“Udelukkelsen af delfinarier og andre shows, der involverer indespærrede havpattedyr, handler om, at den slags ikke flugter med værdier som respekt og ansvar, der er grundlæggende i alt det, vi publicerer,” siger Philippe Orain, international direktør for Michelin Travel Guide i et brev til dyreorganisationen PETA. 

“Vi håber, at vi på den måde kan være med til at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at beskytte dyr og deres naturlige habitater, og opfordrer til, at man tænker sig ekstra godt om, når man vælger sine ferieaktiviteter,” siger Michelin-direktøren, hvis udtalelser hilses med begejstring af World Animal Protection Danmark:

“Det er et vigtigt signal, som Michelin nu sender til turister og ikke mindst til rejsebranchen,” siger Stephanie Kruuse Klausen, wildlife ekspert, World Animal Protection Danmark.

“Jeg hører det også som en opsang til TUI og andre rejsebureauer, der halter håbløst bagefter, og som bliver ved med at tjene penge på billetsalg til delfinshows. Vi har forklaret dem mange gange, hvor skadelig den del af underholdningsbranchen er for dyrene. Delfiner og spækhuggere er ikke skabt til at svømme rundt i cirkler i små klorbassiner og underholde turister. Det er vilde dyr, der burde svømme frit rundt i havet”, siger Stephanie Kruuse Klausen fra den internationale dyreorganisation.

Fakta:
Mere end 160 rejsebureauer har underskrevet World Animal Protections retningslinjer for underholdning med dyr. Herunder delfinshows.
Det gælder for eksempel Nordens største udbyder Spies Rejser (Nordic Leisure Travel Group) og Expedia, som er verdens største rejseudbyder online.

Share