Fra Bornholm til Skiathos

Fra Bornholm til Skiathos

Efter seks års fravær bliver det til sommer igen muligt for bornholmere at flyve direkte fra øen i Østersøen til Skiathos i det græske ø-hav. Den 7. maj 2024 har rejseselskabet Spies nemlig sat en direkte afgang ind fra Bornholm. Og under tre timer senere lander man på den populære ø, som efter stor efterspørgsel blandt bornholmerne er at finde på sommerprogrammet for 2024, som indtil videre byder på otte afgange til sydlige rejsemål.

Bornholmerne har talt, Spies har lyttet. Skiathos er tilbage – øen, der trods sin lille størrelse på bare 47km2, byder på intet mindre end 50 badestrande, herunder nogle af Grækenlands absolut bedste. Skiathos, der ligger i Det Ægæiske Hav, nordøst for fastlandet var sidst på programmet fra Bornholm i 2017. Og det er altså de mange henvendelser fra bornholmere, der savnede det lille ø-paradis med det krystalklare vand, som gjorde, at man atter har valgt at tilbyde en direkte feriemulighed fra Rønne.

”Vi er enormt glade for, at det lykkedes at genintroducere Skiathos til vores bornholmske gæster. Vi har nemlig modtaget en del ønsker om et comeback til denne ferieø, der udover at være elsket for de fineste bademuligheder og den hyggelige stemning også er det rejsemål, hvor flyvetiden er allerkortest fra Rønne”, forklarer kommunikationschef i Spies, Sofie Folden Lund.

Skiathos er en del af øgruppen Sporaderne, og også et godt udgangspunkt til at besøge de nærliggende øer. Der bor omkring 6.000 mennesker på øen, langt de fleste i Skiathos By, der er en hektisk og charmerende by med en meget tiltalende havnefront og en veludviklet natteliv.

Share