Træer kan opsuge store mængder CO2 fra atmosfæren, så hvis man planter flere af dem, kan man modvirke den globale opvarmning. Det virker bare ikke i de nordligste breddegrader – her vil træplantning snarere fremskynde den globale opvarmning, advarer en international forskergruppe.
Efterhånden som klimaet bliver varmere, kan træer plantes længere og længere mod nord. Både regeringer og virksomheder har derfor støttet store træplantningsprojekter i Arktis som en måde at afbøde de værste konsekvenser af klimaforandringer på. Det gælder også i Grønland.
Men når træer plantes de forkerte steder – som på tundra og moseområder, hvor der normalt ikke gror træer, samt store områder af boreale skove med relativt åbne trækroner – kan det forværre den globale opvarmning.
Det skriver en international forskergruppe i en videnskabelig artikel i Nature Geoscience.
Ifølge artiklens hovedforfatter, adjunkt Jeppe Kristensen fra Aarhus Universitet, gør de unikke egenskaber ved arktiske og subarktiske økosystemer dem dårligt egnede til træplantning som klimaforanstaltning.
“Jord i Arktis lagrer mere kulstof end al vegetation på Jorden. Denne jord er sårbar over for forstyrrelser, såsom opdyrkning til skovbrug eller landbrug, men også træernes rødder. De mange lyse timer i foråret og den tidlige sommer, når sneen stadig ligger på jorden, gør også energibalancen i denne region ekstremt følsom over for, at overfladen bliver mørkere, da grønne og brune træer optager mere varme fra solen end hvid sne,” forklarer Jeppe Kristensen.
Desuden er områderne omkring Nordpolen i Nordamerika, Asien og Skandinavien udsat for naturlige forstyrrelser som skovbrande og tørke, der dræber vegetationen. Og den slags forstyrrelser vil blive både hyppigere og mere alvorlige med klimaforandringerne.
“Sådanne steder er det risikabelt at være et træ, især som en del af en ensartet plantage, der er mere sårbar over for den slags forstyrrelser,” siger Kristensen.
Han påpeger, at det kulstof, der er lagret i disse træer, risikerer at blive frigivet tilbage til atmosfæren inden for få årtier.
Ifølge ham og hans forskerkolleger er træplantning ved høje breddegrader et klassisk eksempel på en klimaløsning, som har en ønsket effekt i én sammenhæng, men den modsatte effekt i en anden.
Fakta:
Boreal skov, også kendt som taiga, er karakteriseret ved omfattende skovområder domineret af nåletræer som gran, fyr og lærk. Boreale skove dækker store områder i Canada, Alaska, Rusland, Skandinavien og dele af Japan. De udgør cirka 29% af Jordens samlede skovdække.