Finnair indsætter flere flyvninger til Lapland hele året

Finnair indsætter flere flyvninger til Lapland hele året

Det finske flyselskab Finnair udvider sit udbud af flyvninger til Lapland og gør regionen endnu mere tilgængelig hele året rundt. Der tilføjes ekstra afgange i påsken, i efterårssæsonen og i forbindelse med store sommerbegivenheder.

Lapland er meget mere end et vinterparadis, og Finnair oplever en stigende efterspørgsel på rejser til regionen året rundt. I ugerne op til påske øger Finnair derfor antallet af flyvninger til Kuusamo og Rovaniemi, hvor skisæsonen topper i april. Til dem, der gerne vil opleve Lapland i spektakulære efterårsklæder, indsætter Finnair ekstra flyvninger til Kuusamo, Kittilä og Ivalo i de uger, hvor efterårslandskabet er allersmukkest.*

Finnair indsætter også ekstra flyvninger i forbindelse med nogle af sommerens populære begivenheder i regionen. Blandt andet i forbindelse med trail-løbet NUTS Karhunkierros i Ruka i maj, Solstice Festival i Ruka i juni, verdensmesterskaberne i orienteringsløb i Kuopio i juli og Kuninkuusravit, Finlands største travløbsbegivenhed, i Oulu i august.**

”Laplands unikke og skiftende natur tiltrækker besøgende året rundt, og vi oplever en stigende efterspørgsel uden for den traditionelle vintersæson. De ekstra flyafgange sikrer vores kunder nem adgang til Lapland, uanset årstid, og understøtter vores mål om at øge antallet af besøgende i Lapland og det nordlige Finland hele året,” siger Robert Lönnblad, Markedsdirektør for Europa og ansvarlig for forretningsrejser hos Finnair.

Finnair er et netværksflyselskab, der har specialiseret sig i at forbinde passager- og fragttrafik mellem Asien, Nordamerika og Europa. Finnair er et af verdens ældste flyselskaber i drift, og flyselskabet fejrede sit hundredårsjubilæum i 2023.

Share