Fakta om Hamburg

Fakta om Hamburg

Hamburg

Hamburg er den næststørste by i Tyskland (kun Berlin er større) og den ottendestørste by i Europa. Der bor godt 1,8 millioner indbyggere i selve Hamburg by, men hele regionen indeholder omkring 5 millioner menesker. Hamburg er i øvrigt en universitetsby med 40.000 studerende.

Karakteristisk for Hamburg er floden Elben, der starter helt nede i Tjekkiet og altså går gennem den tyske storby. Elbtunnel på motorvejen ved Hamburg kender mange danskere for bilturen sydpå. I selve Hamburg er Alte Elb tunnel, som gående og cyklende kan benytte.

Hamburg har en historie der går 1000 år tilbage, men virker nyere blandt andet da en stor brand i 1842 ødelagde dele af byen, og også Anden Verdenskrig var hård ved den nordtyske by. I øvrigt findes omkring 2300 broer i byen

Rygraden i Hamburgs økonomi er havnen, der er den tredjestørste havn i Europa, kun overgået af Rotterdam og Antwerpen.

Hamburg har to store fodboldklubber, Hamburger SV og St.Pauli der er store rivaler. Førstnævnte er historisk den mest succesfulde af de to, mens sidstnævnte regnes for en af de største kultklubber i verden og er kendt for at stå for værdier som antiracisme og antihomofobi. Under alle omstændigheder er det en god ide og ofte en god oplevelse at tage til fodboldkamp i Hamburg.

Blandt de største turistattraktioner kan nævnes bylivet, handelsmulighederne, museer, gallerier samt kendte seværdigheder som Miniature Wunderland, det imponerende Elbphilharmonie, der er det nye koncerthus i Hafen City, Rådhuset samt Fischmarkt, der har åbent hver søndag morgen. Men besøg også Speicherstadt, der er en bydel med historiske lagerhuse i havnen samt arbejderkvarteret Sankt Pauli med blandt andet sexklubberne på Reeperbahn.

Mange danskere besøger Hamburg. Byen findes blot 162 km syd fra den dansk-tyske grænse. Køretiden fra Odense og Aarhus til Hamborg er ca. 3 timer og en tur fra København til Hamborg tager ca. 5 timer. Du kan dog også vælge at tage færgen til fra Rødby til Puttgarten.

Nu du er i Hamburg er det nemmest at komme rundt med med U-Bahn-systemet, der findes dog også busser.

Share