Fra januar 2025 har Ästad Vingård overtaget Varbergs Kusthotell i Halland. Det markerer begyndelsen på en ny æra for det klassiske spahotel ved Kattegat, hvor målet er at skabe Sveriges bedste spaoplevelse – med bæredygtighed, kystlandskab og historien som omdrejningspunkt.
I den naturskønne, kystnære svenske region Halland leves der ”coastal living” i sin reneste form – og nu bliver der endnu mere at komme efter. Det kendte spahotel Varberg Kusthotell, der er en del af en stærk spa-tradition i Halland, hvor wellness og natur går hånd i hånd, har nemlig fået nye ejere. Med dem vil der være endnu mere spa på programmet.
Planerne omfatter en ny udendørspool med saltvand, flere saunaer og bademiljøer, opdaterede konferencefaciliteter samt nyindrettede værelser. Hotellets restaurant har fået navnet Severins – opkaldt efter sanatoriegrundlæggeren – og ledes nu af Oskar Samuelsson, tidligere kok på Michelin-restauranten Fäviken. Menuen har naturligvis et stærkt fokus på fisk, skaldyr, samt sæsonens råvarer.
”Varbergs Kusthotell er en vigtig del af Hallands spa-historie, og vi ser et stort potentiale i at udvikle stedet videre med respekt for dets rige traditioner og unikke beliggenhed. Vores mål er at skabe en helhedsoplevelse, hvor natur, ro og kvalitet går hånd i hånd, og hvor både lokale og besøgende kan finde ny energi,” siger Daniel Carlsson, medejer af Ästad Vingård og ny direktør for Varbergs Kusthotell.
De seneste år har Halland oplevet en markant vækst i danske besøg, særligt inden for wellness, gastronomi og naturoplevelser. Men meget tyder på, at potentialet langt fra er udnyttet.
”Vi kan se, at danskerne søger præcis det, Halland tilbyder: natur, ro, spa, gastronomi og charmerende byer – alt sammen tæt på København. Derfor arbejder vi på at få endnu flere danskere til at få øjnene op for regionen. For udover Varberg Kusthotell er der helt utrolig mange andre fine steder, hvor man få spa- og madoplevelser til en god pris, hvis man kommer fra Danmark” siger Jimmy Sandberg, destinationschef hos Visit Halland.