Ny national cykelrute langs Göta Kanal i Vestsverige åbner 10. juni

Ny national cykelrute langs Göta Kanal i Vestsverige åbner 10. juni

Göta Kanal kan ikke bare opleves fra vandet, den kan i mindst lige så høj grad nydes fra en cykel. Den 220 km lange cykeltur langs Göta Kanal bliver nu godkendt som national cykelrute og indvies 10. juni. Den nye nationale cykelrute bliver Sveriges syvende i rækken. Vestsverige er den region i Sverige, der har flest nationale cykelruter, fem af syv går igennem Vestsverige, fx Unionsleden, Vänerleden og Ätradalsleden. 

Den 200 år gamle Göta Kanalen er et af Sveriges mest kendte vartegn, og nu bliver det endnu nemmere at cykle den smukke og varierede 220 km lange strækning langs kanalen. 87 km er helt bilfrie, og ruten går mellem byerne Mem og Sjötorp. Certificeringen af ruten betyder, at alle strækninger langs kanalen er kvalitetssikret med fokus på cyklisternes sikkerhed og service, med tydelig skiltning og med flere cykelrelaterede tilbud langs ruten. 

”De seneste tre år har der været et kæmpe fokus på cykling i Vestsverige, og vi har været med i åbningen af en national cykelrute tre år i træk. Det er særligt sjovt, at vi nu også får en national cykelrute langs Göta Kanal, som vi ved, at danskerne kender og er glade for, og da der er mange cyklister i Danmark, håber vi på at møde endnu flere danskere på vores cykelruter denne sommer,” siger Fredrik Lindén, administrerende direktør for Turistrådet Västsverige.

Satsningen på cykeloplevelser er noget, der kan mærkes i turismebranchen i Vestsverige, hvor flere tilbyder cykelvenlig overnatning og ekstra service til cyklister, som fx cykeludlejning af både almindelige cykler og el-cykler, guidede ture, mulighed for at vaske sin cykel og hele cykelpakker, med lejecykel, forslag til rute og overnatning, alt sammen noget, der gør det nemmere at være på cykelferie. 

Dejlige stop langs Göta Kanal
Göta Kanalen blev bygget i 1832 for at skabe en forbindelse for handel og skibsfart mellem søen Vänern og Østersøen. Der er i alt 58 sluser i kanalen, og i dag er den en af Sveriges mest populære turistattraktioner. 

Et godt sted at starte en cykeltur langs Göta Kanal er ved Sjötorp. Her er hyggelige caféer, kanalmuseum, gallerier og cykeludlejning. Langs ruten er der flere oplagte stop, fx ved sluserne i Hajstorp, her kan man se bådene passere flere forskellige sluser. Karlsborg Fæstning er et andet sted, hvor man bør tage en kulturel pause. Fæstningen er en af Sveriges største og mest velbevarede, og var engang landets reservehovedstad. Og sidst men ikke mindst kan man tage en god pause med en sejltur på kanalen.

Ønsker man, at en oplevelse langs kanalen skal være ekstra nem at gå til, er det muligt at bestille en cykelpakke, som både inkluderer overnatning og mad. Kommer man ikke med egen cykel, kan man leje en cykel i Sjötorp.

Share